Seniorklubben i Greve Golfklub
Seniorklubben I Greve Golfklub er en klub i klubben for alle medlemmer fra det fyldte 60 år. Der er pt. godt 130 medlemmer – både damer og herrer.
Klubben er et samlingspunkt hvor godt humør, hjertevarme og inklusion forener sig i en fælles interesse om golf.
Der er et kontingent på DKK 350,- pr. år.
Mandagsgolf
Klubben mødes i udgangspunktet hver mandag morgen hele året – næsten uanset vejret – til en 9 hullers runde på golfbanen. Formatet er her at man tilmelder sig i GolfBox senest fredagen inden kl. 12:00 og derefter møder op mellem 45 og 15 minutter ført start for at afhente scorekort og trække sit starthul. Det er i udgangspunktet tilfældigt hvor man kommer hen og hvem man spiller sammen med – dog kan bestyrelsen beslutte at evt. personer med buggy behov starter sammen.
Starttid afhænger af årstiden idet der er Gunstart (som regel) kl 09:30 i sommertiden (apr.-sep.) og 10:00 i vintertiden (okt.-mar.).
Formatet er normalt Stableford med damer fra rød tee og herrer fra gul; men herrerne har mulighed for at vælge rød tee såfremt gul er for anstrengende.
De bedste scores i hver runde i sommertiden udløser 5-4-3-2-1 point til vort leaderboard hvor der er præmier til de bedste damer og herrer når sommeren er endt. Leaderboard offentliggøres på A-skilt når vi mødes og på vor hjemmeside. Alle scores i sommertiden registreres. I vinterperioden er det frivilligt om man vil registreres; men ALLE scorekort skal altid afleveres i kurven som står bestyrelsesbordet i restaurant eller på terrasse; men først når der er et bestyrelsesmedlem til stede. I tilfælde af pointlighed afgøres rækkefølgen af handicap således at laveste hcp. vinder.
Det er gratis at deltage og låne en Buggy hvis fysikken kræver det (dog kun efter aftale med formanden).
Det er som regel muligt at købe mad til en rimelig pris i restauranten efter runden. Tilbuddet står på scorekortet.
Vi tilstræber at spise sammen i de bolde vi er gået ud i – det gør det muligt at lære en masse søde mennesker at kende.
Eventuelle afbud eller eftertilmeldinger efter turneringen er lukket i GolfBox SKAL ske på mail eller SMS til formanden eller næstformanden – Afbud HELST på SMS.
Mandagsturneringen suspenderes hvis der er under 16 deltagere – dvs. ingen præmier/leaderboard og turnering aflyses hvis der er under 8 deltagere.
Turneringer
Seniorklubben afholder et antal egne 18 hullers turneringer i løbet af sommerhalvåret – som regel på en mandag – hvor formatet er Stableford – fra rød (damer)og gul (herrer) tee. Turneringerne vil være tællende og med Gunstart.
Udover Seniorklubbens egne turneringer er Seniorklubben også sammen med Greve Golfklubs Links-udvalg værter for en åben seniorturnering i Greve Golfklubs linksuge (uge 39) med mulighed for at seniorer udefra også kan tilmelde sig.
I alle turneringerne er der som regel spisning inkluderet og derfor opkræver klubben et beløb til dækning af samme. Vore turneringer med undtagelse af linksugen er normalt sponsoreret af eksterne sponsorer og har pæne præmier til vinderne. Linksugens præmier styres af Greve Golfklub.
Klubben laver startlister. Hvem man skal starte med og hvor/hvornår man starter vil fremgå af en GolfBox mail.
Udover den almindelige score har vi som regel indlagte konkurrencer som tættest pinden eller længste drive (eller hvad vi nu måtte finde på) med præmier til både damer og herrer.
Scoreboard for turneringen lægges på hjemmesiden. Også her indgår placeringerne i en årlig konkurrence således at placeringerne for damer og herrer udløser 3-2-1 point.
Også her er der mulighed for at låne en Buggy U/B efter aftale med formanden.
Alle scores er tællende og vi opfordrer til at man selv indtaster scores via GolfBox link og 7-cifret kode – helst for hele bolden når man har færdigspillet og er kommet ind. Alle scorekort afleveres for kontrol.
Udover præmierne vil den samlede vinder som regel få sit navn på en vandrekølle som hænger i klubhuset.
Spisning foregår sammen med dagens medspillere og der vil som regel i forbindelse med opdækningen være markeret det starthul som man havde fået tildelt.
Klubmesterskab
De 2 sidste mandage i august og de 2 første mandage i september er reserveret til Seniorklubbens 9 hullers klubmesterskab hvor der på skift spilles i alt 2 runder Stableford og 2 runder slagspil. Den enkelte spillers bedste runde i hver disciplin vil danne grundlag for den endelige placering. Der er særskilte præmier for klubmesterskabet men derudover afvikles runderne som almindelige mandage.
ShortGame
Greve Golfklub vandt i 2021 DGU’s ShortGame Order of Merit hvilket udløste en præmie på DKK 8000,- til juniorarbejdet. Dette kom i hus ikke mindst takket været en stor indsats af Seniorklubben.
Vi tilstræber at spille ShortGame hver mandag efter mandagsrunden (og spisning) og når banen er sat op (ca. 45 minutter efter de sidste er kommet ind) i perioden marts-oktober og man tilmelder sig samtidig med den almindelige mandagsgolf.
Shortgame er en miniturnering hvor man spiller 4 discipliner på putting-green og 4 discipliner på indspil-banen. Det tager ca. 45. minutter for en runde. Startliste og scorekort er fremlagt ved kurven til scorekort og alle scores indgår i Greve Golfklubs samlede resultat. Scorekort skal afleveres efter endt runde.
Der vil være mærker afhængigt af scores når året er omme – dog med den tilføjelse, at hvis man tidligere har erhvervet et mærke i samme kulør eller bedre, så får man ikke noget.
De bedste resultater føres på leaderboard og der er præmier til både månedens bedste dame og herre samt til årets bedste ditto – sponsoreret af Aktiv Østrig.
Øvrige tiltag
I løbet af året kan Seniorklubben arrangere spil på fremmed bane – oftest en torsdag – hvor klubbens medlemmer inviteres til at deltage. Det vil som regel være en 18 hullers Stableford turnering med præmier til damer og herrer og det vil også involvere en egenbetaling til mad og greenfee. Disse turneringer bliver lagt i GolfBox og bestyrelsen vurderer fra gang til gang hvor vidt turneringen er tællende.
Der vil i løbet af året være tiltag hvor enten klubben eller enkeltmedlemmer arrangerer ture til udenlandske baner. Der er hvert år en tur til Araslöv i Sverige ligesom vi har haft ture til Trelleborg i Sverige og diverse baner i Tyrkiet og Spanien. Disse ture annonceres separat og er med 100% egenbetaling.
Hvert år arrangerer seniorklubben en julefrokost til en rimelig egenbetaling hvor klubben spæder pænt til. Det er ekstremt hyggeligt og der er både sjove sange og en masse højt humør – som stiger i takt med snapsene og øllerne. Restauranten laver fremragende mad og julefrokosten er ingen undtagelse.
Udover julefrokost byder vi hinanden glædelig jul den sidste mandag/torsdag før jul hvor vi nyder et glas glögg og æbleskiver – på klubbens regning – eneste betingelse er at man tilmelder sig i GolfBox (efterfølgende udeblivelse medfører bod på DKK 100,-)
Når året slutter mødes vi atter efter mandagsspil den sidste mandag/torsdag før nytår til et glas bobler og et stykke kransekage samt den traditionelle affyring af et par raketter og andet knald. Igen er det på klubbens regning med tilmelding i GolfBox og bod på DKK 100 ved efterfølgende udeblivelse.
Generalforsamling og bestyrelse
Formatet fremgår af Klubbens vedtægter (findes på hjemmesiden).
Afviklingen sker i forlængelse af en almindelig mandagsrunde. Man melder sig i GolfBox og Klubben kvitterer med et par stykker smørrebrød og en øl/vand. Husk at man skal tilmelde sig BÅDE mandagsturneringen og generalforsamlingen såfremt man ønsker at deltage i begge.
Oplysninger om den til enhver tid siddende bestyrelse finder man på vor hjemmeside under punktet ’OM’
Hjemmesiden
Seniorklubben har sin egen hjemmeside - www.seniorerne.dk - hvor ugens klumme med info om den netop afsluttede mandagsturnering eller 18 hullers turnering kan findes ligesom der er en masse løst og fast. Der er en nyheds-klumme, relevante leaderboards og scoreboards, vejledninger til handicapsystemet, billeder fra udlandsture og andet af interesse for klubbens medlemmer. Bestyrelsen opfordrer medlemmerne til at være proaktive og sende billeder og tekst fra udenlandsture samt andet af interesse for de øvrige medlemmer i klubben. Endelig er der en kontaktformular som alle kan bruge til at sende beskeder til bestyrelsen.
Rev. 15.6.2022 - OJ